Archive for the ‘Haver til Maver – Odense’ Category

h1

Haver til Maver – en naturlig start på skolelivet i Odense

april 1, 2011

Fra den 4. maj vil en række forskellige klasser fra Odense Kommune flytte dele af deres skolehverdag ud i nærmiljøet til skoletjenesten Haver til Maver på Falen 155 i Odense.

Haver til Maver – Odense, er søsat af skolehaveleder Thomas Høgedal, undervisningskonsulent Thomas Piekut, leder af MaddannelsesLab i University College Lillebælt Morten Kromann Nielsen, samt Thomas Nielsen fra Haver til Maver på Krogerup i Humlebæk.

Med dette pionerprojekt på udeskoleområdet i Odense Kommune vil de tre “Thomasser” og den ene Morten skabe en unik grøn indgang til skolelivet i Odense. Haver til Maver er en ny tilgang til undervisning, hvor eleverne undervises af gartneren i at dyrke grøntsager i klassens helt egen skolehave, i udekøkkenet tilbereder eleverne grøntsagerne sammen med kokken, og sammen med naturvejlederen går de på opdagelse i haven, ved vandhullet eller i skoven. Igennem forløbet oplever eleverne således at blive undervist i natur/teknik, landbrug, fotosyntese, madlavning, sunde madvaner og meget mere. University College Lillebælts MaddannelsesLab vil sende studerende og undervisere fra lærer- og pædagoguddannelserne i minipraktik i haven og afprøve nye metoder til at arbejde med maddannelse samt mad- og måltidspædagogik.

Haver til Maver blev i 2006 stiftet af Aarstiderne som en nonprofit-organisation for at drive undervisnings- og udviklingsprojekter for børn og unge. “Fem års erfaring og mere en 5000 børn, der har haft skolehave på Krogerup Avlsgaard, viser, at både børn, lærere og forældre får stor gavn af tværfaglig undervisning uden for klasselokalerne. Så nu er vi klar til sammen med Odense Kommune og University College Lillebælt at etablere skolehaveprojektet Haver til Maver i tilknytning til kommunens skoler”, siger Thomas Nielsen.

Skolehaveleder Thomas Høgedal er klar ved bålkomfuret…

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.