h1

Ukrudt, høst og mad i Skolehaven

september 4, 2011

Den våde sommer har givet gode muligheder for afgrøder og ukrudt. Derfor mødte klasserne i Odense op til frodige haver. Men under ukrudtet var der gode grøntsager og god høst. Især blev vi overvældet af rødbeden på over 2 kg. Der blev også tid til at lave mad. Chilli sin carne blev vellykket.

h1

Have på afveje

juni 21, 2011

En ting, man som elev i Haver til Maver på Krogerup lærer, er, at der er to brede “motorveje” ned mellem rækkerne af skolehaver, som man kan gå frem og tilbage på uden at være bange for at træde i nogen af de andres haver. Men så nemt skal det åbenbart alligevel ikke være… For i år er der dukket en have op midt på en af “motorvejene”.


Levetiden for sådan en have kan ikke være lang – skulle man tro – men faktisk har haven indtil videre fået lov at blive liggende. Alle er helt af sig selv pænt gået uden om haven, hver gang de er nået til det stykke på stien.

Hvem, der end har anlagt sin have dér, kan være glad for, at Haver til Maver er fuld af elever, som forstår at tage hensyn til og respektere hinandens havearbejde. Det er nemlig en af grundene til, at de nu kan høste både spinat, salat og radiser.

h1

Honning, spinat og ukrudt i Skolehaven

juni 18, 2011

Fredag den 17. juni bød på noget blandet vejr, men højt humør hos børnene fra Vestre Skole i Odense. Der blev arbejdet hårdt i haven, da ukrudtet har haft gode vilkår med regn og varmt vejr. Klassen høstede spinat, radiser og dild fra haven og smagte en spinatburger bestående af et spinatblad, en skive gulerod og en skive radise med lidt dilddressing på toppen. Begejstringen var stor og de fleste fik flere omgange. Mynteteen skabte også glæde, men toppen var danske jordbær dyppet i nyslået honning fra Skolehavens bier. God sommer til Vestre Skole.

h1

Jeg vil også være biavler

juni 13, 2011

Honning og jordbær er smagen af Danmark. Klasser fra Sanderumskolen i Odense fik en pragtfuld videns- og smagsoplevelse, da de fredag 9. juni besøgte Skolehaven. Bent Biavler åbnede et bistade, fremviste bierne og fortalte om de små dyrs spændende verden. En tavle blev skåret ud i skiver og hver elev fik en skive samt et par jordbær. Dejlig oplevelse!
Børnene var i øvrigt meget flittige med deres haver, så nu ser de flotte ud. Kun radiserne kommer ikke så flot. Majsene har været oppe, men er blevet spist af fugle.

h1

Liv og glade dage på Krogerup

juni 9, 2011

Så blev det sommer – i hvert fald ifølge kalenderen – og det kan mærkes på gården, som summer af liv: havearbejdet er i fuld sving, røgen stiger fra bålkomfurerne, der er vandkalve og rygsvømmere i akvariet, og halmballeborgen har ikke fred i mere end få sekunder ad gangen.

Alle børnehaver og skoleklasser, som har tilmeldt sig Haver til Maver sæson 2011, har nu været på gården mindst én gang, og de har hakket, revet, luget, sået og plantet til den store guldmedalje! Resultatet er 50 flotte havestykker fulde af spirende rødbeder, gulerødder, solsikker og andre skønne, grønne sager. De første radiser og spæde spinatblad er faktisk allerede klar til at blive høstet…

Flere klasser har nået at besøge gården to gange. Andet besøg har selvfølgelig stået på lugning i haverne, men derudover er der også blevet tid til madlavning med kokken i udekøkkenet, et besøg i marken med landmanden eller en tur til vandhullet med naturvejlederen.

h1

Kom på kokkeskole for børn!

juni 1, 2011

Haver til Maver afholder i løbet af sommeren og efteråret 2011 fem gastronomiske lørdage med kokkeskole for børn på Krogerup Avlsgaard. Deltagelse er gratis, og første gang er allerede den 11. juni, så skynd dig at tilmelde dig, hvis du vil være med.

I annoncen nedenfor kan du læse mere om lørdagenes forskellige temaer, og om hvordan du får en plads på holdet.

Klik her for at downloade annoncen

h1

Provstegårdskolen laver fladbrød

maj 27, 2011

4.a og 4.b fra Provstegårdskolen var på deres andet besøg i Skolehaven Falen torsdag den 26. maj.
De første spirer var kommet op af jorden og ukrudt skulle fjernes. Udover havearbejde, skulle vi lave fladbrød med rabarberkompot. Rigtige mange af børnene var dygtige til at lave maden og næsten alle syntes det smagte pragtfuldt.

h1

maj 13, 2011

4.C fra Sanderumskolen i Odense var i dag fredag 13. maj med deres lærer Lone på første besøg i Skolehaven. Planen var at vi skulle så deres havestykke, opleve naturen i Skolehaven, lege på halmballerne og smage jordskokker. Vi nåede det hele – og alle børn og voksne havde en sjov dag.

This slideshow requires JavaScript.

h1

Vestre Skole besøg i Haver til Maver Odense

maj 13, 2011

Vestre Skole var i dag på første besøg i Skolehaven. Sammen med deres lærer, Torben, havde de en dejlig dag. Som man kan se på billederne, fik de sået grøntsager i deres haver og de fik leget på halmballerne. Mange smagte jordskokker for første gang – og kunne li’ det.

This slideshow requires JavaScript.

h1

Troldedag i Skolehaven

maj 10, 2011

De tre klasser fra 1. årgang fra Sanderumskolen besøgte Skolehaven tirsdag 10. maj i forbindelse med trolde-hekseugerne. Alle ved, at trolde jo spiser alt, hvad der vokser i jorden, så det ville vi også prøve…
En gruppe børn fik kæmpegaflerne (en greb) og skulle grave jordskokker op. De skulle vaskes, skrælles og snittes. Salat, æblestykker, nødder og jordskokker blev derefter blandet til en lækker troldsalat. Se opskrift her: www.aarstiderne.com/Opskrifter/Opskrift/jordskokker-med-aebler-og-noedder.aspx
En anden gruppe hev rabarber op af jorden, tændte bålet og lavede en pragtfuld rabarberkompot.
Alle unger hyggede sig gevaldigt. “Kun” fem skar sig i fingrene og en faldt ind i et brændenældekrat. Alt i alt nådigt sluppet, når vi sådan lader dem lege med knive.

h1

Officiel åbning af Haver til Maver Odense

maj 7, 2011

Dagen bragte solskin og en masse mennesker til Skolehaven Falen, som derved kunne vise sig fra sin bedste side. Rådmand Stina Willumsen lagde det første solsikkefrø i jorden. Solsikkefrøet skal blive en del af mange solsikker, som skal udgøre en smuk indkransning af solsikker langs hegnet omkring Skolehaven.
Stina Willumsen, Søren Ejlersen fra Aarstiderne, Thomas Piekut fra Skoleafdelingen, Morten Kromann fra UCL og Marianne Ubbe fra Sanderumskolen holdt hver især en kort og fin tale om muligheder og visioner for Haver til Maver projektet. Søren, Jacob og Sara fra Aarstiderne lavede pragtfuld mad til gæsterne. Pandekager med lynstegte grøntsager. Enkelt og meget velsmagende.

4.a fra Sanderumskolen var de glade og dygtige børn, som arbejdede i haven, hjalp til med madlavningen og legede på halmballerne. TV2-Fyn var på besøg og lavede et meget fint indslag med interview med flere af børnene. Se indslaget her ved at kopiere linket til din browser:

http://www.tv2fyn.dk/video?video_id=40827&autoplay=1

This slideshow requires JavaScript.

:

h1

Første Haver til Maver dag i Odense

april 29, 2011

4.a fra Sanderumskolen i Odense var i dag fredag 29. april de første glade og engagerede besøgende i Haver til Maver i Odense. Velforberedte mødte Anne Mette og hendes elever op. Grupperne var opdelt og eleverne havde gjort sig overvejelser om hvilke afgrøder, de ville så. Først skulle vi dog lige gå en tur i haven, bestige halmballerne og se ind gennem et kighul til musvitten, der lå på sin rede i fuglekassen. Alle grupper fungerede rigtig fint og jorden blev tilsået i en rigtig god stemning. Alle grupper gemte plads til at så squash og majs til næste besøg, nogle grupper dog med plads til lidt flere afgrøder.

This slideshow requires JavaScript.

h1

Haver til Maver i Odense klar til besøg

april 25, 2011

Nu er marken gødet og klargjort til at modtage en masse børn.
Ni skoleklasser fra fire skoler i Odense har tilmeldt sig Haver til Maver.
Bo Sommerstedt og jeg vil vejlede klasserne i grøntsagsdyrkning, natur og udekøkken. Vores version af Haver til Maver er stærkt inspireret af Krogerup fantastiske ideer, hvor vi dog også har tilføjet et lokalt præg.
Vi glæder os til en spændende første sæson af Haver til Maver i Odense.
Onsdag den 4. maj er der officiel åbning med deltagelse af Rådmand for Børne-Ungeforvaltningen Stina Willumsen, samt mange lokale interesser. Søren Ejlersen fra Aarstiderne vil trylle på vores udekøkken.
Skolehaveleder
Thomas B. Høgedal

h1

Klar, parat, havestart

april 15, 2011

I mandags blev der taget hul på Haver til Maver sæson 2011 på Krogerup. Tre 2. klasser fra Nivå Centralskole havde deres første besøg på gården i strålende forårssol.

Formiddagens program var tæt pakket, for meget skulle nås: rundvisning på gården – også til de hemmelige og en lille smule uhyggelige afkroge, tildeling af havestykker, forsøg på at fremkalde jordens regnorme (der dog ikke var meget for at komme frem i det gode vejr) og så selvfølgelig såning af de første frø, bl.a. gulerødder, spinat, radise, persille og sommerblomster. Trods det travle program blev der heldigvis også tid til at hoppe løs på halmballeborgen!

h1

Så går det løs igen!

april 6, 2011

Ude på marken er traktoren i fuld sving med at pløje det areal, der i år skal bruges til skolehaver, de sidste sendinger med frø er på vej ind ad døren, og gartneren, kokken og naturvejlederen kan næsten ikke vente, til de fra næste uge igen skal ud og møde børnene i haverne.

På mandag lyder startskuddet til den 5. sæson for Haver til Maver på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk. Igen i år skal rigtig mange af omegnens skoleklasser og institutioner besøge Krogerup. Nogle er gengangere, som nu kender gården som deres egen bukselomme – andre kommer for første gang og har nye og spændende oplevelser i vente!

Her er en liste over alle de skoleklasser og institutioner, der skal være med i 2011:

Niverødgårdskolen 3.a og 3.b

Nivå Centralskole 1.a, 1.b, 1.c, 2.a, 2.b, 2.c og 3.c

Karlebo Skole 3. klasse

Baunebjergskolen 1. klasse og Modtagerklassen

Humlebæk Skole 1. base 1, 1. base 2, 4. base 1 og 4. base 2

Endrupskolen 5.a og 5.b

Langebjergskolen 3.a og 3.b

Fredensborg Skole 3.a, 3.b, 6.a og 6.b

Asminderød Skole 3.a, 3.b, 6.a og 6.b

Holmegårdsskolen 0.a, 0.b, 0.j, 3.a og 3.j

Egedalsskolen 0.d, 0.e, 3.d, 3.e og 3.f

Ullerødskolen

Tikøb Skole 5. klasse

Helsingør Byskole

Busses Skole 4. klasse

Helsingør Lilleskole

Trykkogeren

SFO Egehuset

Børnehuset Feddet

Børnehaven Østervej

Børnehaven Påfuglen

Allerede i mandags tyvstartede Endrupskolens gård 4 dog på Haver til Maver-sæsonen ved at lave mistbænke sammen med gartneren. Mistbænkene skal bruges til forspiring af de småplanter, som senere – når vejret tillader det – skal plantes ud i klassernes haver. De første frø er allerede sået og står nu i mistbænkene og drømmer om sol og sommer…

h1

3 x Haver til Maver

april 1, 2011

Fra dette forår vil Haver til Maver være at finde hele tre steder i landet: som sædvanlig på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk, og som noget nyt nu også ved Falen i Odense og i Den Økologiske Have i Odder.

Læs mere her om de nyopstartede projekter i Odense og Odder.

På kortet ovenfor kan du se Haver til Mavers placering på Sjælland, på Fyn og i Jylland.

h1

Haver til Maver – en naturlig start på skolelivet i Odense

april 1, 2011

Fra den 4. maj vil en række forskellige klasser fra Odense Kommune flytte dele af deres skolehverdag ud i nærmiljøet til skoletjenesten Haver til Maver på Falen 155 i Odense.

Haver til Maver – Odense, er søsat af skolehaveleder Thomas Høgedal, undervisningskonsulent Thomas Piekut, leder af MaddannelsesLab i University College Lillebælt Morten Kromann Nielsen, samt Thomas Nielsen fra Haver til Maver på Krogerup i Humlebæk.

Med dette pionerprojekt på udeskoleområdet i Odense Kommune vil de tre “Thomasser” og den ene Morten skabe en unik grøn indgang til skolelivet i Odense. Haver til Maver er en ny tilgang til undervisning, hvor eleverne undervises af gartneren i at dyrke grøntsager i klassens helt egen skolehave, i udekøkkenet tilbereder eleverne grøntsagerne sammen med kokken, og sammen med naturvejlederen går de på opdagelse i haven, ved vandhullet eller i skoven. Igennem forløbet oplever eleverne således at blive undervist i natur/teknik, landbrug, fotosyntese, madlavning, sunde madvaner og meget mere. University College Lillebælts MaddannelsesLab vil sende studerende og undervisere fra lærer- og pædagoguddannelserne i minipraktik i haven og afprøve nye metoder til at arbejde med maddannelse samt mad- og måltidspædagogik.

Haver til Maver blev i 2006 stiftet af Aarstiderne som en nonprofit-organisation for at drive undervisnings- og udviklingsprojekter for børn og unge. “Fem års erfaring og mere en 5000 børn, der har haft skolehave på Krogerup Avlsgaard, viser, at både børn, lærere og forældre får stor gavn af tværfaglig undervisning uden for klasselokalerne. Så nu er vi klar til sammen med Odense Kommune og University College Lillebælt at etablere skolehaveprojektet Haver til Maver i tilknytning til kommunens skoler”, siger Thomas Nielsen.

Skolehaveleder Thomas Høgedal er klar ved bålkomfuret…

h1

Opstart i Odder

marts 31, 2011

Fra foråret 2011 får skoleklasser og større børnehavebørn mulighed for at dyrke et havelod i Den Økologiske Have i Odder. Det sker i samarbejde med foreningen “Haver til Maver Odder”, som er en filial af Haver til Maver på Krogerup i Humlebæk.

De deltagende skoleklasser skal i alt besøge Den Økologiske Have otte gange i løbet af 2011. Første gang bliver sidst i april, og her vil Den Økologiske Haves gartner lære eleverne at dyrke økologiske grøntsager i klassernes egne skolehaver.

Fire af de otte besøg handler om at lave mad, og en del af denne undervisning vil foregå i samarbejde med Anne Hjernøe, madskribent og kogebogs-forfatter, som mange vil kende fra tv-programmerne “AnneMad”. Anne Hjernøe har i øvrigt påtaget sig hvervet som formand for den nystiftede forening “Haver til Maver Odder”.

Læs mere om projektet her.

h1

Haver til Maver ambassadør

januar 18, 2011

Haver til Maver Ambassadør er sidste nye skud på stammen for Krogerup Avlsgaards Naturcenter. Denne titel er for første gang, blevet tildelt skoleleder Jens Raahauge d.14 januar 2011.  Denne hædersbevisning er givet i anerkendelse af hans utrættelige indsats med arbejdet med udeskole,- og et rigere børneliv i dansk natur.

h1

Best of…opsamling på en havesæson

november 18, 2010

2010 har været et levende år, med liv og glade dage og god høst i haverne.

Rigtig mange børn og voksne har fået mudder under skoene her på gården:

  • 46 tilmeldte skoleklasser + 3 børnehaver har haft egen have. Alle har de besøgt gården og dyrket deres haver i snit 7 gange i sæsonen. 340 gange har vi budt klasser og børnehaver velkomne til krogerup fra april til oktober.
  • Sagt på en anden måde, har over 1000 børn fra børnehave til 6. klasse haft deres næsten daglige gang på Krogerup. Alle har de høstet og bragt udbyttet med hjem til spisebordet. Alle har mødt kokken, landmanden og naturvejlederen og alle har de leget på halmballeborgen.
  • Specielt udekøkkenet har været populært. ca 180 gange har der været klasser i udekøkkenet og ofte har klasserne arbejdet i 4 madgrupper.  Altså må der være lavet omkring 700 måltider mad – af børn til børn udelukkende med grøntsager.
h1

Haver til Maver Præsentationsvideo

november 12, 2010
h1

Vinter på Krogerup

oktober 15, 2010

Sæsonen 2010 er ved at være forbi. Haverne er tømt for afgrøder og glade børnestemmer. De fleste fik sagt tak for i år ved, at rydde pænt op og så kløver og græs på den bare jord. Jorden er nu ved at blive grøn og hermed sikre at jorden også er god til næste års Haver til Maver.

Tak for i år. Vejret har været skiftende, men udbyttet flot – I har gjort et godt stykke arbejde.

Selvom haverne ligger øde hen, er det stadig muligt at opleve og lære noget her på Krogerup. Alle klasser der har deltaget i Haver til Maver, fra Fredensborg Kommune, har mulighed for at besøge Krogerup en ekstra gang i perioden fra uge 45 og frem til og med marts 2011.

Her er en oversigt over mulighederne:

  • Julemad over bål. Vi laver fladbrød med grønlangkål og sylter rødbeder til at få med hjem.
  • Juletur i skoven hvor vi bl.a. samler materialer til juledekorationer, leger  og snakker om det vi ser i naturen.
  • Samarbejdsøvelser. Tilpasses til alderstrinnet. Kunne være noget med reb og rafter og andre øvelser og lege der giver varmen og gavner samarbejdet i klassen.
  • Skoven netop nu og træfældning. Et stjerneløb om skoven efterfulgt af træfældning, hvor eleverne i grupper prøver at fælde et lille træ.

Skriv en mail til havertilmaver@krogerup.com eller ring: 22700723

Hent inspiration i  ”videobloggen” fra en snetur 12. februar 2010

h1

Ud til hele Danmark.

juni 29, 2010

Med en donation på 2.993.200 kroner over de næste tre år vil TrygFonden støtte videreudviklingen af og forskningen i undervisningsprojektet ”Haver til maver,” så børn i hele landet på sigt kan få glæde af det.

Læs mere her

h1

En helt almindelig dag på gården

juni 1, 2010
h1

Vandhullet

maj 25, 2010

Klasse på besøg hos Haver til Maver på Krogerup Naturcenter. De hørte lidt om livet i og omkring vandhullet og så blev der fanget rygsvømmere, skorpiontæger, haletudser, skøjteløbere og 2 salamandere.

h1

Dyreliv

maj 21, 2010

Langebjergskolen var på besøg hos Haver til Maver på Krogerup Naturcenter, for at høre lidt om dyreliv. Og den morgen havde skovfogeden Peter skudt en buk, som blev båret tilbage til lejrpladsen. Eleverne lavede pile af ahorn og gåsefjer og skød til måls.

h1

Skovens dag 9. maj

maj 17, 2010

Skovkebab – smagfuld tosproget naturvejledning på Skovens Dag

Danmarks første tosprogede naturformidler uddannelse, stod bag en af posterne på Skovens dag, – her prøvede nogle af de nye naturformidlere kræfter med naturvejledning omkring skov og mad.

Besøgende skovgæster kunne opleve smagsprøver på Aarstidernes grøntsager, forenet i en kebab med alle de gode lokale råvarer fra skoven – ramsløg, friske bøgeblade …..og det hele med hvidløgsdressing, præcis som de fleste kender det. Med smagsprøven fulgte en god historie om hvor råvarerne kommer fra og hvilket rolle de spiller i det store økosystem.

Det er Friluftsrådet, Aarstiderne A/S, Nyruphus Naturcenter og Skov-og Naturstyrelsen Øresund,- der står bag dette nytænkende og innovative tiltag for at få nye målgrupper i kontakt med dansk natur. Projektet er det første af sin art i Danmark og er nu på sit andet år, – kommet godt af sted med 29 deltagende kursister i Nordsjælland fordelt på 13 forskellige nationaliteter ( Tyrkiet, Libanon, Marokko, Bosnien, Polen, Indien, Tyskland, USA, Færøerne, Indonesien, Norge, Irak, Danmark)


h1

Havestart på Krogerup Naturcenter

maj 11, 2010

Se her hvordan det ser ud når en klasse hos Haver til Maver starter deres have op. Rundvising på gården, røverhistorier og jord under neglene… og så en masse regnorme der tror at det regner når man tramper i jorden ;)

h1

Send børnene i haven

april 26, 2010

Alle tiders historie 25. april 2010 kl. 09:07 på P1

Skolehaver kom på skoleskemaer landet over i 30′erne, hvor børn skulle lære at grave og plante planter. Ikke for hyggens skyld, men for at lære glæden ved arbejde og for selv at skaffe mad til bordet. Skolehaver er ved at blive aktuelle igen, men i 2010 er det for økologien og matematikkens skyld. Hør hvad bl.a Thomas Nielsen fra Haver til Maver har at fortælle.

Hør udsendelsen

h1

Ægte aprilvejr i haverne

april 23, 2010

Efter 2 uger  har vi allerede haft besøg af 24 klasser, der alle har startet deres have. Nogle i høj sol og i t-shirts, andre i stiv kuling og hagl. Specielt 5. klasserne fra Endrupskolen havde deres sag for. De måtte lige vente til haglen var smeltet på marken før de kunne så.

h1

Så er vi igang

april 12, 2010

Endrupskolen gård 4 tog hul på sæsonen i dag, med den første skolehave. De første frø kom i jorden, så nu er det bare at vente…

h1

300 små økohaver blev delt ud

april 10, 2010
h1

De første 300 små økohaver spirer løs

april 10, 2010

Tak for en dejlig dag hos Normann Copenhagen. Nu har de første 300 økohaver fået nyt hjem. Tak for alle tegningerne af jeres drømmehaver. I kan se dem her.  Der kommer også en lille video fra dagen, så klik snart forbi igen

h1

Nye opskrifter og opgaver

april 9, 2010

Klik ind under opgaver og opskrifter og se det flotte nye materiale eller klik på billederne herover

h1

10. april Min første økohave arrangement

marts 17, 2010

Se her hvordan du trin for trin starter din første økohave op

Den 10. april fra 10-16 kan alle børn komme ind hos Normann Copenhagen og lave deres helt egen økohave. Haver til Mavers landmand, naturvejleder og hjælpere står klar med alt hvad du skal bruge. Det eneste du skal gøre er, at lave en tegning af din drømmehave. Den bytter vi så til en kasse med alle de ting der skal til for at du kan komme igang med at dyrke dine egne små planter.

Adressen er:
Normann Copenhagen
Østerbrogade 70
2100 København

ps. figurerne på billederne er fotomodeller og følger ikke med  i kassen. Men de kan købes i de fleste legetøjsbutikker.
h1

Naturformidleruddannelsen

marts 16, 2010

Et af holdene fra Naturformidleruddannelsen på besøg på Krogerup Naturcenter for at beskære æbletræer med Mads

h1

Hold sommerferie på Krogerup – med Haver til Maver

februar 23, 2010

Nyd sommeren og naturen med skøn gastronomi, leg, praktisk økologi, gummistøvler og god energi. Hold en uges familieferie fantastiske mellem skov, strand og økologiske marker i en sprudlende uge for børn og voksne. Dette sommerkursus henvender sig til voksne og familier, der vil opleve og lære i gummistøvler, men også er til nydelse og afslapning over hjemmelavede, økologiske middage fra vores eget køkken eller lejrbålet. Hop bag på traktoren, der bringer store og små ud i den sidste kartoffelrække.

Læs mere her!


h1

Haver til Maver rykker indenfor

februar 15, 2010

Haver til Mavers kok var på besøg på Fredensborg skole for at lave mad, fortælle om økologi, bæredygtighed og sunde madvaner

h1

Haver til Maver i skoven

februar 12, 2010
h1

Få besøg af en økologisk kok i klassen

februar 11, 2010

Haver til Mavers skoletjeneste rykker indenfor

Haver til Maver Kokken vil lave økologisk mad sammen med børnene i forbindelse med deres hjemkundskabstimer. Undervejs fortæller kokken lidt om landbrug, økologi, bæredygtighed og sunde madvaner.

Læs mere HER

h1

Bæredygtige Byer om Haver til Maver:

januar 25, 2010

Læs om Haver til Maver projektet på Bæredygtige Byers hjemmeside. Bæredygtige Byer formidler viden om bæredygtig planlægning af byer, samt debatter og perspektiver på bæredygtighed.

Læs mere her!

h1

Haver til Maver til messe på Gentofte Rådhus

januar 10, 2010

Vi rykkede ind på Gentofte Rådhus med en miniudgave af Haver til Maver. Børn, høns, fuglesang, halmballer og Grøntsagswok…

h1

Bliv to-sproget naturformidler

december 5, 2009

Har du lyst til at blive naturformidler i din boligforening, på din skole, i din klub eller et andet sted, hvor du er sammen med andre?

Uddannelsen er et gratis tilbud til alle, der har et netværk blandt tosprogede. Som naturformidler får du muligheden for at arrangere fisketure, svampeture eller gå på opdagelse i køkkenhaven og give din viden videre.

Læs mere om uddannelsen her

Naturformidleruddannelsen er støttet af:

h1

Klassebesøg 1. december

december 1, 2009

Syltede rødbeder, grønlangkål og fladbrød

GRØNLANGKÅL

Det skal du bruge:
• En stok ribbet grønkål
• Et løg
• 1/4 l piskefløde
• 1 bouillonterning
• Salt
• Peber

Sådan gør du:
Rib grønkålsbladene fra stokken. Snit kålen og løget fint. Svits kål og løg sammen med citronsaft et par minutter. Salt, peber, bouillonterning og fløde tilsættes og røres sammen. Retten skal koges ind til det bliver tykt. Hvis der ikke er nok væske kan man tilsætte lidt mælk og drysse et par skefulde mel over. Spis sammen med rødkålssalat og en skive rugbrød

Læs resten af dette indlæg »

h1

Nye Haver til Maver plakater

november 29, 2009

Du kan downloade plakaterne og printe dem ud her:
plakat_1
plakat_2
plakat_3
plakat_4

Eller på vores hjemmeside www.havertilmaver.dk

h1

Ny Haver til Maver bog

november 28, 2009

Haver til Maver er tilbage med en sjov og anderledes kogebog for børn!

Med udgangspunkt i de spiselige planter, som de fleste kender fra deres tallerken, giver Haven til maven børn en ny forståelse af naturens mange sammenhænge. Samtidig inspirerer den dem til at gå på opdagelse i både naturens og køkkenets mange krinkelkroge.

Lær at så dine egne grøntsager, lav sjove og lette opskrifter på alt fra rodwok til blomster buffet, bliv klogere på økologi og mange andre skønne grønne ting, der gør dig glad helt ind i maven!

Bogen kan købes i boghandlen og som klassesæt hos Haver til Maver.

Klassesæt koster 2.000 kr. pr 11 stk.

Incl. lærervejledning.

Enkeltvis koster bogen 198 kr

Du kan også købe bogen på aarstiderne.com

h1

Slow food ..maden kommer når den selv er klar

november 28, 2009
h1

Velkommen til Haver til Mavers nye Blog

november 23, 2009
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.